Indgangen til KZ-lejrene bar inskriptionerne "Arbeit macht frei".

Kort om krigen
Anden Verdenskrig udspillede sig fra 1939 til 1945 i store dele af Europa. Krigen blev ført af den nazistiske Tyskland, hvor Adolf Hitler var den eneherskende "Führer". Han tilkom magten gennem partiet NSDAP (National Sozialistische Deutsche Arbeiterpartei), som var landets førende parti siden 1. Verdenskrig. Formålet med krigen var at danne et verdensomspændende "Tredje Rige", hvor kun den ariske race havde sin levegang. Den ariske race er blåøjede og lyshåret. For at denne drøm kunne opfyldes, måtte man udrydde alle mørkhårede mennesker - og især folk som jøder og sigøjnere. Også homoseksuelle og handicappede så man med strenge øjne på.
En metode til at mindske antallet af mennesker med ikke-arisk baggrund var kz-lejrene. Det var Göring (chef for det tyske Luftwaffe) der fandt på ideen med koncentrationslejre. Tyskerne byggede kz-lejre rundt omkring i Centraleuropa. Her anbragte man jøder, sigøjnere, homoseksuelle og modstandsfolk. Hitler var enehersker og enhver der trodsede ham blev ryddet af vejen. På daværende tidspunkt var stikkermentaliteten et vigtigt element. Alle disse anholdelser og kontrol med befolkningen blev udført af SS.
Kz-lejrene blev som sagt brugt til opbevarelse af jøder og andre. De var stort set alle arbejdslejre. I nogle lejrer lavede man medicinalforsøg med mennesker til krigens fremme. Nogle forsøg gik ud på at teste den mest effektive måde at opvarme et frysende menneskelegeme på. Man smed jøder ned i store bassiner med koldt vand og isklumper. Dernæst testede man, hvorledes man bedst opvarmede dem igen. Dette skulle bruges, når tyske piloter faldt i havet og blev reddet op frysende.
Andre forsøg var mere målrettet set med krigens formål i perspektiv. Man forskede i forskellen på forskellige racer. Desuden lavede man forsøg med sterilisering af kvinder. SS-læge Dr. Carl Clauberg lavede forsøg med at sprøjte flydende væsker ind i livmoderen på kvinder. Formålet var at finde den billigste og mest effektive måde at sterilisere kvinder på, så man undgik avl af "forkert" race.
Under krig lavede SS over 70 forskningsprojekter som involverede over 7.000 mennesker, hvoraf de fleste døde.
Andre større lejre (også kaldet dødslejre) blev brugt til direkte udryddelse af jøder. Man havde krematorier, hvor man brændte folk efter at have skudt dem eller gasset dem. Man havde gaskamre lignende brusekabiner, hvor jøderne blev gasset under brusere. Jøderne selv troede, at de skulle have et bad. Inden man brændte jøderne i krematorierne tog man alle deres kostbare ejendele. Fx guld fra tænderne som man omsmeltede.
Krigen skulle have ført til en total udryddelse af alle de "forkerte" racer. Der skulle desuden laves et avlsprogram for den ariske race. Nazi-Tyskland tabte krigen og ideen om den ariske renhed blev aldrig en realitet.

Jøderne i Prag - gennem tider
Jøderne ankom til Prag i det 9. århundrede. De havde hjulpet med at bekæmpe de slavere, der var hedninge, og derfor fik de lov at slå sig ned i byen. Indtil året 1098 anså man jøderne for ligeværdige borgere. Men derefter begyndte korstogene, og det anstiftede, at de blev anset for at være mindreværdige borgere. De blev anbragt i et lukket område i en ghetto. Ghettoen lå i en bestemt del af Prag. I denne periode indførte man jødestjernen, så andre mere værdige borgere kunne skelne.
Senere i 1200-tallet opstod det jødiske kvarter, Josefov (efter Kejser Josef II, som var årsag til, at jøderne fik større økonomisk frihed og social status), hvoraf der stadig er rester tilbage. Jøderne fandt sig godt tilpas i Prag og i 1215 slap de for at bære jødestjernen. Omkring år 1700 bestod ¼ af befolkningen af jøder. En del af jøderne var blevet meget velhavende på at udlåne penge til diverse krigsførende.
Heraf kan man se tydelige historiske tegn på den behandling jøderne - ikke bare under 2. Verdenskrig - har måtte været igennem. Både jødestjernen er altså ikke et nyt fænomen.

Indtil 2. Verdenskrig følte jøderne sig meget sikre i Tjekkoslovakiet, da den tjekkoslovakiske regering var meget tolerante overfor jøder. De levede som alle andre i samfundet. Blandede ægteskaber var almindeligt og jøderne gik i tjekkiske skoler.
Efter 1933 voksede antallet af Prags jødiske befolkning. Det skyldtes de mange flygtninge, som følte sig forfulgt i de nazi-tyske områder. Jøder fra hele Europa fartede til Tjekkoslovakiet, da de havde en meget tolerant immigrationspolitik. Mange af jøderne ønskede derfra at rejse til USA og Storbritannien, hvor de kunne være i fred for nazisterne. Mange jøder strandede dog i Prag, da USA og Storbritannien ikke uden videre lukkede flygtninge ind. På det tidspunkt var tolerancen for flygtninge ikke så stor fra de allieredes side.
I 1939 bliver Tjekkoslovakiet indlemmet i det tyske rige og tyskerne lægger pres på regeringen, for at få dem til at indføre en anti-jødisk lovgivning. Regeringen måtte give en anelse efter og fyrede et lille antal offentlige ansatte jøder, samt begrænse immigrationen fra Nazi-Tyskland.
Da nazisterne i 1939 indtog Tjekkoslovakiet, boede der omkring 56.000 jøder i Prag, hvoraf 15.000 var tyske flygtninge. Tyskerne lavede kampagner, der skulle fremme hadet til jøder og starte en forfølgelse af alle jøderne.
D. 21 juni 1939 bestemte tyskerne, at jøderne skulle isoleres økonomisk i samfundet. Det vil sige, at fx virksomheder ejet af jøder blev overtaget af tyskere, som blev ansat i bestyrelsen og skulle sælge virksomheden. Dette var et initiativ, da nazisterne ikke mente, at den tjekkoslovakiskes regerings tiltag var tilstrækkeligt. Fra da af var jødespørgsmålet et total tysk anliggende uden om den tjekkoslovakiske regering. Nazisternes ekspert i jødespørgsmålet, Eichman, flyttede ind i Prag. Han opgave var at indskrænke jødernes frihed ved hjælp af love. Lovene omhandlede kort fortalt at jøder blev nægtet adgang til alle offentlige institutioner, de måtte kun opholde sig bestemte steder i bestemte tidsrum, måtte kun behandles af jødiske læger, skulle atter bære jødestjernen, skulle bo i de henviste områder i Prag, tvunget salg af alle værdifulde ejendele og meget andet.
Reinhardt Heydrich, der var overhovedet i nazi-sikkerhedspolitiet (SS) ankom til Prag i september 1941. Det var ham, der for alvor satte gang i jødeudryddelsen i Prag i samarbejde med Eichman. Man påbegyndte at sende jøder med tog til Lodz, Minsk og Riga.
Heidrich arbejdede hurtigt. En måned efter hans ankomst - i oktober 1941 besluttede man, at alle jøderne skulle samles i en ny ghetto, Theresienstadt, som lå cirka 60 km nordvest for Prag.
Theresienstadt var en gammel garnisonsby. Den var derfor nem at afskære fra den øvrige omverden. Desuden lå den tæt på en jernbaneforbindelse, som kunne bruges til transport af jøderne. Inden fæstningen blev brugt til koncentrationslejr, havde Gestapo allerede haft et mindre fængsel. Beboerne i Theresienstadt fik besked om at flytte et andet sted hen. Få dage senere ankom de første tog med jøder fra Prag.
Jøderne tog frivilligt til Theresienstadt i god tro om, at de skulle på ferie. Det kan svært at forstå, at jøderne har været så naive. Men på den tid havde de gennem mange år været behandlet dårligt og som mindreværdige borgere.
Den tjekkoslovakiske regering kunne intet gøre. En hver form for modstand mod tyskernes opsamling af jøderne blev straffet hårdt. At skjule en jøde kunne koste dødsstraf til hele familien.
Jødernes ejendele tilfaldt tyskerne, som opbevarede disse i 45 pakhuse. De værdifulde genstande havde Gestapo førsteret på. De brugte dem til indretning af nye kontorer rundt om.

 

Theresienstadt
Som sagt var Theresienstadt (Terezin) en gammel fæstningsby. Den blev anlagt i år 1780 af Josef II, der havde opkaldt den efter sin mor, kejserinde Maria Theresa. Dengang rummede fæstningen 400 hektar, 13 kaserner og 220 beboelseshuse. Byen blev dengang anlagt efter de mest moderne forsvarstekniske principper; snorlige gader, der krydser hinanden vinkelret og et stjerneformet militæranlæg, hvorfra kanonerne kunne operere til alle sider.
Byen havde to fæstninger på hver side af floden Ohre. Hele anlægget kunne rumme 7.000 soldater og 3.000 civile, og var forbundet med underjordiske gange. Da tyskerne allerede i 1939 overtog området, var byen misligholdt og usund.
Theresienstadt fungerede som gennemgangslejr for de østlige dødslejre. Til daglig var Theresienstadt en arbejdslejr, som ikke var beregnet til udryddelse. Ideen var at bruge den som gennemgangslejr, hvorefter man sendte jøderne videre til dødslejre som fx Auschwitz.
I første omgang ankom ca. 32.000 jøder fra Prag, hvoraf ca. 5.000 var kvinder.
Senere i 1942 fandt tyskerne (på et møde i Wansee) på, at lejren skulle bruges som en scene for den øvrige del af verdenen. Theresienstadt skulle fremstå for at være en mønsterlejr, så man derved kunne skjule jødeudryddelsen for resten af verdenen. Den fik karakter som ældreghetto for særligt udvalgte jøder fra Tyskland, Østrig, Tjekkoslovakiet og Holland. Det drejede si hovedsageligt om prominente jøder, såsom højtstående, politikere, embedsmænd, kulturpersonligheder, videnskabsmænd og kunstnere, foruden særligt udvalgte jøder fra Holland og Danmark. Ved denne konstruktion mente Heidrich, at man kunne undgå indblanding fra højtstående embedsmænd, som var knyttet familiemæssigt eller arbejdsmæssigt til jødiske kredse. Heidrich viste, at kendte og prominente personernes overførelse til koncentrationslejre vil vække opsigt og røre, hvis ikke man pyntede lidt på rygtet.
Taktikken lykkedes forbløffende godt. Rygterne lød om Theresienstadt, at det var en mønsterlejr. Og håbefulde jøder skrev kontrakt inden de kom til lejren. Kontrakterne indeholdte et løfte om livslang bolig, mad og medicinalbehandling i deres nye bopæl. Men disse forhåbninger svandt hurtig, da de endelig nåede til lejren. Theresienstadt blev brugt som et ansigt udadtil for de koncentrationslejre, tyskerne havde etableret.
Reinhardt Heydrich var ikke uden evne, når han kunne få en hel verden til at tro om kz-lejrene, at det var luksusghettoer, hvor man passede godt på jøderne. Det lykkedes ham at skabe det fuldendte illustrationsbillede af det "ghetto paradiso", som Hitler kaldte det.
For at skabe det absolutte fuldendte billede af kz-lejrene skabte man en selvforvaltning, hvor jøderne selv - under streng kontrol af tyskerne - havde det administrative ansvar. Der sad et råd på ca. 20 personer, som tyskerne selv havde udvalgt blandt jøderne. De udvalgte lagde et stort arbejde i, at opretholde bare rimelige forhold for "fangerne". Det lykkedes dem at skabe rimelige vilkår for de mennesker, der blev opsamlet i Theresienstadt. Dette lykkedes sikkert fordi, at der var så mange veluddannede jøder blandt forsamlingen. Selvstyret var også en tung byrde for de ansvarlige. Det indebar, at de selv skulle udfærdige transportlisterne for de personer, der skulle videre østpå. Dermed tvang man jøderne til selv at være medansvarlig for deres egen udryddelse. Men de ansvarlige jøder for listerne vidste ikke, hvorhen deportationerne gik.
Senere fik de ansvarlige jøder at vide, at deportationerne indebar udslettelse i Auschwitz-Birkenau i Polen. Disse øverstbefalende jøder i lejren måtte have været stærke sjæle. Da det gik op for dem, at Theresienstadt ikke var en mønsterlejr, men en gennemgangslejr, holdt de den viden for dem selv. De var af den opfattelse, at de ikke kunne ændre noget og lod folk, som skulle deporteres, forblive i den tro, at de kom ud til andre gode lejre.

Forholdene
Forholdene var meget ringe i Theresienstadt, men sammenlignet med andre kz-lejre, var det udholdeligt at bo der. Det værste problem i lejren var sult. Fangerne var frygtelige underernærede. Maden bestod hovedsageligt af en grå suppe, hvori der flød kartoffelstykker eller byggryn, samt mel, malet af bark. En sjælden gang fik fangerne kød eller brød. Kødet bestod oftest af hakket ko-yvere. En hyppig dødsårsag i lejren var sult. Helbredstilstanden var meget dårlig, hvilket ikke var forundrende, da de hygiejniske forhold var i meget ringe stand. Om vinteren var der ulideligt koldt i de huse, hvor man opbevarede jøderne. Til gengæld var der frygteligt varmt om sommeren. Hver person havde ca. 0,6 m2 til rådighed og menneskerne sov i køjesenge i 4-5 etager.
Kvinder og mænd var adskilte. Alle voksne (fra 16 år) måtte arbejde mindst 10 timer om dage. Børnene var anbragt i specielle børnehuse, hvor der kunne være 200-300 børn. Piger og drenge var opdelt. Theresienstadt var på mange måder mere menneskelig end andre lejre. Børnene havde bedre forhold sammenlignet med de voksne. Børnene fik bedre og mere mad og de måtte gerne lege eller beskæftige sig i fritiden, hvorimod de voksne ingen fritid havde.

 

Bedraget
Røde Kors var d. 23. juni 1944, ned for at se koncentrationslejeren i Theresienstadt. Til det formål var der blevet lavet en opvisning, til fordel for Røde kors. Man havde overbefolkning i koncentrationslejren det løste man ved at sende 22.000 til en udryddelseslejre. Man plantede blomster, gaderne blev sat i stand. Man lavede nye legeanlæg til børnene. Der blev lavet baderum, men der var ikke tilsluttet vand. De nedlagte forretninger blev genåbnet, og der kom varer på hylderne igen. Der blev lavet cafe og en musikpavillon. Man opbyggede en skole, som skulle forestille at have ferielukket.
Besøget var flere gange blevet udskudt, så det kunne afholdes om sommeren, hvor der var frodigt.
Besøgelseskommissionen havde ikke noget at klage over, og de tog hjem igen i god tro om, at alle koncentrationslejre var ligesådan. Heidrichs overordnede plan havde båret frugt. Men på trods af det iscenesatte besøg, fik lejren dog tildelt flere rationer fra Røde Kors.

Theresienstadt kunne maksimalt rumme 53.000 mennesker. I tiden fra 1941 til maj 1945 har der opholdt sig over 150.000 fanger i lejren, hvoraf 120.000 blev sendt videre til Auschwitz og andre udryddelseslejre. I lejren døde ca. 35.000 mennesker inden krigen ophørte. Gennem krigen havde omkring 6.500 danskere opholdt sig i Theresienstadt, hvoraf 476 var jøder.
Man regner med, at tyskerne tog livet af cirka 5,8 mio. jøder.