http://www.jensgram.dk/

Kompetencer

- En opremsning af evner!


Når man skal præsentere sig selv, er det meget normalt, at man fortæller om, hvad man tidligere har lavet. I denne forbindelse har jeg lavet en oversigt over mine referencer. Lige så populært er det dog at fortælle, hvilke andre ting man er i stand til at klare. Hér kommer denne side ind i billedet.

Her kunne jeg have valgt at lave en liste over de programmer, jeg har brugt gennem tiden. Jeg er dog ret sikker på, at jeg ville glemme en del af dem. Desuden kan jeg levende forestille mig hvor kedelig en sådan liste vil være for andre. I stedet har jeg valgt at skrive en sludder for en sladder om, hvilke sprog / teknikker jeg har erfaring med.

Den simple hjemmeside

Som mange andre startede jeg med at lave hjemmesider i Microsofts FrontPage Express. Dette er ikke noget jeg er stolt af, men i 1998 var det et rent hit. Meget kan man sige om programmet, men man kommer næppe udenom, at det var let at gå til - og så gav det blod på tanden med hensyn til at man selv ville kigge nærmere på HTML'en bag siderne.

Jeg vil helst have pæn og overskuelig HTML, hvorfor jeg foretrækker at skrive den selv. Til simple opgaver med hjemmesider benytter jeg HTML, CSS og JavaScript, hvis det kræves.

Dynamiske hjemmesider

I battlen mellem PHP og ASP er jeg på første hold og må indrømme, at jeg aldrig rigtigt har sat mig ind i ASP. PHP passer mig fint, og er mit foretrukne valg til at lave dynamiske hjemmesider. Som foretrukken database er klassiskeren MySQL, der understøtter masser af funktioner og er at finde hos stort set alle PHP-understøttende webhosts.

Skulle du have brug for udvikling i Python kan dette også lade sig gøre. I denne sammenhæng har jeg ret gode erfaringer med PostgreSQL-databasen.

Jeg har aldrig været den store fan af Flash, men var tvunget til at bruge det i forbindelse med et universitetskursus. Derfor har jeg en vis erfaring hermed, og må indrømme, at det i visse situationer kan være kraftfuldt i samarbejde med server-side logik (PHP etc.).

TYPO3-løsninger & -kurser

TYPO3 Gennem mit samarbejde med ager media har jeg efterhånden fået ret godt styr på CMS-løsningen TYPO3. Mit erfaringsfelt med systemet strækker sig fra implementering af skabeloner via slicing af komplette layouts, til installering og opsætning af diverse moduler. Jeg tilbyder endvidere kurser i redaktionel såvel som administrativ brug af TYPO3.

Jeg har oprettet en selvstændig side til at beskrive TYPO3 og mine kompetencer.

CMS-løsninger i CMSimple

En CMS-løsning behøver ikke nødvendigvis være lige så omfattende som TYPO3. Er der blot ønske om ukompliceret og ikke-teknisk vedligeholdelse af mindre sider, kan jeg anbefale CMSimple. I denne forbindelse har jeg erfaring med installation samt implementering af skabeloner.

Applikationer

Skulle du have brug for deciderede programmer, er jeg også villig til at kaste mig over denne opgave. Jeg har en smule erfaring med Visual Basic, hvor man hurtigt ser resultater, men foretrækker Python. Desuden har jeg udviklet i Java, hvor jeg har tilegnet mig erfaringer inden for både modellering af avancerede datastrukturer og udvikling af Swing-brugergrænseflader. Sammen med Java har jeg både benyttet MySQL- og Oracle-databaser.

Jeg kan desuden tilbyde indsigt og kompetence, hvis man skulle ønske implementeringshastigheden fra Python og mulighederne fra Java. Disse to forcer kan kombineres i sproget Jython, som har Pythons syntaks, men kører ovenpå en JVM. Det betyder, at man har adgang til Javas omfattende klassebibliotek.

I forbindelse med et universitetskursus i computerspilsudvikling, har jeg været tvunget ud i C++ og OpenGL iht. OpenEngine. Erfaringen er dog relativt begrænset, og jeg satser ikke på frivilligt at udvide den.

Grafisk arbejde

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ikke er nogen ørn til grafik. Hvis opgaven er overkommelig plejer jeg at forsøge mig i The GIMP. Til større opgaver kan jeg dog varmt anbefale homeboy Tom Bach. Han kan sit pis!


© 2001–10 Jens Gram - www.jensgram.dk • Tlf.: 30 22 88 20 • CVR: 31 66 04 32 • 14,8 ms