Først og fremmest skal det slås fast, at dette
ikke er et hade-site mod
AntiPiratGruppen! Det er derimod en stille protest mod deres arbejde, metoder og indsats.
Gruppen er slet ikke så stor, som man kunne tro; faktisk er vi kun to mand bag sitet, men vi er ret sikre på, at vores meninger har bred opbakning blandt folket. Du kan til enhver tid udtrykke din mening i den dertil indrettede "shoutbox" til højre.
AntiPiratGruppen (herfra
APG) er et samarbejde mellem film- og musikindustrien, hvis primære formål er at bekæmpe ulovlig kopiering og distribution af musik og film. Medlemmerne omfatter større foreninger og forbund indenfor industrien - eksempelvis
KODA og
Foreningen af Danske Videogramdistributører.
APG anslår, at ulovlig kopiering hvert år koster dansk underholdningsindustri mellem 0,5 og 1 mia. kr. Dette overslag har vi ikke grundlag for selv at verificere, men det virker noget voldsomt.
Det kan kort opsummeres til, at APG's formål er, som de selv udtrykker det, at »ingen skal føle sig fredet«.
APG hævder selv, at deres primære mål er piratkopieringens bagmænd, samt dem der aftager direkte derfra. Deres opgave er hér at forhindre fortsatte ulovligheder ved at foretage uanmeldte ransagninger og konfiskering af beviser, samt udstede krav om erstatning på medlemmernes vegne.
Erstatningskravene kan være helt op i hundrede-tusinde-kroners klassen, og fængselsstraffene er af op til et års varighed.
APG har - ifølge medierne - haft stor succes med at spore mistænkelige aktiviteter på diverse Peer-to-Peer systemer ved at lave screendumps af brugerens mappe med hentede filer. Dette har - på trods af, at man faktisk kan betragte det som en ulovlig hackning at lave disse screendumps - vist sig at være gyldige beviser i retten, selv om et filnavn ikke kan bevise, hvad filen egentlig indeholder.
Et meget stort kritikpunkt er APG's selvtægtslignende metoder. En kendt sag omhandler Rasmus Kjeldgaard, der som kun 14-årig blev tilbageholdt under et "party" (hele
Computerworld Online's
artikel). APG nægtede at lade Rasmus Kjeldgaard kontakte sine forældre, hvilket absolut ikke bør være i deres magt. Hér lod det dog til, at APG udnyttede at være de store - hvilket også må være relativt let overfor en 14-årig! Ligesom vi andre, må APG dog acceptere, at vi i magtens tredeling har domstolene (og Politiet) som den dømmende magt.
Vi mener, at APG's indsats er noget forfejlet, da de - trods det retfærdige og berettigede grundlag - konstant slår ned på "små fisk". Man hører sjældent, at APG har optrevlet en organiseret pirat-virksomhed, men alt for tit, at en bumset 16-årig har fået en enorm bøde for at hente et par numre via P2P. Dette er først at fremmest som at skyde myg med kanoner, men også en skam, da der uden tvivl er større syndere. Det skal retfærdigvis nævnes, at APG har haft store sager i kollegier rundt om i landet, der har resulteret i beslaglæggelser af større, ulovlige samlinger.
Enhver ved, at der bl.a. fra lande så nær som Polen kommer piratkopierede værker ind i Danmark. Disse kan være svære at skelne fra originaler, men prisen (som vi senere skal diskutere) burde røbe, at der er noget galt. Så snart disse værker kommer til landet - hvordan det så end foregår - burde APG være på pletten og stoppe ulovlighederne. Det ville hjælpe - i modsætning til at give en 16-årig en bøde, hvilket måske ikke engang stopper ham selv!
Lige så tit som APG skyder under målet, hører man, at folk bliver fældet af APG for brug af ulovlig software. Piratkopiering af software er selvfølgelig også ulovligt, men ikke noget APG - med deres egne visioner - bør interessere sig for. Det kan da ikke have nogen gavn for Thomas Helmigs pladesalg, at en deltager til et computer-træf (ex.
The Party i Aars) spiller en cracket version af Counter Strike.
Som allerede omtalt, anslår APG, at der tabes op til 1 milliard kroner om året på grund af piratkopiering. Dette tal lyder noget højt, men med de opskruede priser der er på CD'er, DVD'er mm. kan det måske alligevel være tæt på virkeligheden. Problemet er dog stadig, at man ikke kan drage den analogi, vi mistænker APG for at drage: Hvis en person henter en kopi af et musiknummer via P2P eller køber en kopieret CD så går musikindustrien glip af et salg af dette værk. Dette kan i mange tilfælde være rigtigt, men der må også være folk, der aldrig kunne finde på at give kr. 150 for en CD - selv hvis de ikke kunne anskaffe sig den billigere som ulovlig kopi!
Hele pladebranchen reagerede på den stigende piratkopiering ved at skrue de allerede høje priser endnu længere mod skyerne. Dette gjorde de - hævdede de - for at kompensere for det faldende salg. Det lod dog ikke til, at de tænkte længere frem, og så skruen uden ende:
- Piratkopieringen stiger i Danmark
- Priserne på lovlige værker sættes i vejret
- Endnu færre køber lovligt pga. de opskruede priser
- Pladebranchen må justere priserne endnu højere op
- Salget daler yderligere og denne cyklus gentager sig...
De eneste der kan bryde denne onde cirkel er pladeselskaberne. Hvis priserne sættes langt nok ned (75 kr. for en CD burde stadig kunne dække de samlede produktionsomkostninger mm.) vil folk igen købe originalt. Det er alt andet lige federe at stå med et informativt cover, der præsenterer albummet og kunstneren, end en håndskreven track-list!
Som omtalt på
Computerworld Online har APG allerede indset, at vejen frem snarere er
advarsler end retssager med det samme. Dette skal blandt andet foregå online via
pop-up-vinduer, der skal fortælle folk, at de er i gang med noget ulovligt når de forsøger at hente piratkopier. Allerede dette virker som et fornuftigt initiativ fra APG's side. Det bedste ville dog være, hvis APG sendte folk de famøse screendumps, så man kunne se, hvilket grundlag APG har til en retssag. Der er dog én hindring for dette, idet ingen af de store internetudbydere i Danmark vil udlevere brugerdata for de IP-adresser, APG har som reference til beviserne.
En anden ting, der med garanti ville få folk til at respektere APG's arbejde i højere grad er gennemsigtighed i arbejdet. Ingen ved, hvem der får de penge APG inddriver i retssagerne, men vi må gå ud fra, at et eventuelt overskud går til kunstnere og pladeselskaber. Desuden er det på høje tid, at der uddannes dommere i Danmark indenfor piratkopieringssager. Det er nemlig en almindelig holdning, at den gennemsnitlige dommer ikke ved nok om IT til at kunne dømme fuldstændigt objektivt. Mange føler, at APG har haft det for let i mange sager, hvor eneste bevis har været de omtalte screendumps, der mistænkes for at kunne forfalskes relativt nemt.
Pladeselskaberne kan også selv hjælpe til at reducere piratkopiering ved at sælge musik nummervis fremfor albumvis. Dette er ved at være under opsejling, men også hér er priserne endnu så høje, at kun de billigere, internationale tjenester har rigtig succes. Ét er dog sikkert; så snart priserne i de danske e-butikker kommer på et rimeligt niveau, vil dem, der er villige til at betale for musik også være villige til at frasige covers mm. for rabatten!
I de seneste par år er lovgivningen omkring kopiering af musik og film blevet ændret så meget, at mange i dag ikke aner, hvad de må og ikke må. Der er dog hjælp at hente på APG's hjemmeside:
http://www.antipiratgruppen.dk.
Slutteligt vil vi på dette kraftigste understrege, at dette site hverken skal forstås som en opfordring til at foretage eller medvirke i piratkopiering. Vi har blot forsøgt at beskrive - så objektivt som muligt - hvad APG laver, samt hvad vi synes de burde lave.
Navnet på dette site er således ikke helt velvalgt, da vi ikke er direkte modstandere af APG's arbejde; der er virkelig et behov! Det er blot et navn, som mange nok vil kunne forene sig med og derfor blev det som så.
Vi fralægger os ethvert ansvar for, hvad der måtte blive skrevet i vores "shoutbox" til højre. Vi vil dog censurere i den, hvis nogle indlæg skulle blive for barske. Man har jo læst om, at APG-medarbejdere har fået lovet tæsk (bl.a. i Aars) og selvtægt er nu engang ulovligt i Danmark (lige så vel som piratkopiering er det). Til gengæld er det ikke ulovligt at være kritisk!